Thursday, September 27, 2007

FÆRDIIIIIG

På trods af problemerne med Odeo Studio vil jeg tillade mig at kalde mig selv en fuldført 23 ting deltager. Det har været skægt at være med helt fra undfangelsen af idéen på en studietur i USA til at vi i dag har gennemført programmet på 3 biblioteker med stor success. For jeg synes, det kan kaldes en stor success. Godt nok har ikke alle deltagere gennemført alle 23 ting - men rigtig mange har gennemført en del af 23 ting - og rigtig mange har fået web 2.0 tjenester under neglene og fundet ud af, at det er skægt og lærerigt og nyttigt med denne nymodens teknologi. Mig selv inklusive. Jeg kendte en del af de 23 ting i forvejen - men en hel del har været nye også for mig. Så nu glæder jeg mig bare til fortsættelsen af 23 ting. 23ting+ bare kom an.

Odeo Studio

Odeo Studio sucks. Det er faktisk min uforbeholdne mening lige i dette øjeblik, hvor jeg desperat forsøger at blive færdig med 23 ting opgaverne - og så virker den forbandede tjeneste ikke. ØV. Men når ellers jeg sætter mig ud over sådanne smålige irritationsmomenter, så ser Odeo Studio faktisk ud til at være et rigtig nyttigt værktøj. Det ser enkelt ud - og nemt at bruge, hvis man lige skal flikke en hurtig podcast/lydfil sammen af en eller anden art. Det kunne jeg sagtens få brug for både i arbejdssammenhæng og privat ...... HVIS ELLERS DET VILLE VIRKE !!!!

Mr. Bean i fri dressur

Sorry - jeg er ked af det. Jeg gider simpelthen ikke oprette mig som bruger på YouTube. Kan bruge rigelig tid bare ved at søge og kigge på alt det, der ligger. Tog lige tråden op fra Laughing Librarian i sidste opgave om podcast og søgte i YouTube på Library og Humor. Og så får man fx. et indslag med Mr. Bean der forgæves forsøger at være stille på et bibliotek. Har prøvet at få videoen sat ind her i blogposten - men det dur ikke. Kan nogen mon hjælpe med en løsning?

Podcast

Så nærmer 23 ting afslutningen sig med hastige skridt - hvilket er anledningen til lige at give den et nøk med de sidste opgaver i 23 ting.

Podcast - genial ting for en pendler som mig. Har anskaffet mig en bilradio med USB stick, så jeg kan bruge køretiden på at blive P1 klog. Harddisken og dokumentarzonen er blandt de foretrukne podcast - og så Mads og Monopolet, når det intellektuelle niveau skal sænkes. Jeg har også forsøgt mig med Podhead, men der har jeg ikke fundet noget som helst af interesse. Så indtil videre er det dr.dk/podcast, jeg sværger til - hvis altså ikke hr. Plummer formøbler alle de interessante programmer i opbygningen af mediebyen.

Odeo fik også lige en chance - og jeg fandt faktisk en rigtig morsom bibliotekar-humor ting: The Laughing Librarian med bl.a. sangene "The OPAC sucks" og "The rythm of reference". Vil du have nørdet spas, så lyt her: http://feeds.feedburner.com/LaughingLibrarian