Friday, January 4, 2008

Mindomo

Mind maps er et vidunderligt værktøj, når det gælder om at forsøge at strukturere det mylder af tanker, man har i hovedet - eller det omvendte: Når det gælder om at fremelske nye idéer og tanker. Jeg har længe brugt mindmaps på den gode gammeldags manér - et stykke papir, en kuglepen og så en række cirkler med streger imellem. For nylig begyndte jeg at bruge et dansk betalings-mindmapping program kaldet OpenMind. Rigtig godt program - nemt at bruge og med super gode eksportmuligheder til Word og alt mulig andet. Det gør det en del lettere at gå fra tanke/idé stadiet og til at arbejde videre med at få sat ord på idéerne. Nu har jeg så forsøgt mig med Mindomo. Sammenlignet står OpenMind og Mindomo sådan cirka lige. Eksportmulighederne i OpenMind er bedre end i Mindomo. OpenMind har også lidt bedre visningsfaciliteter. Når man skriver noter til et emne, vises de i en boks nedenfor mindmappen - en boks man kan udvide og gøre mindre, som man lyster. Samtidig er tekstnoterne altid vist, når det tilknyttede emne er markeret. Til gengæld har Mindomo faciliteten med, at man kan dele sit mindmap med andre - og arbejde sammen om det. Endelig har Mindomo en stor fordel i, at det er webbaseret og gratis i basisversionen, så alle dem, man måtte ønske at dele sit mindmap med, uden problemer kan tilgå det. Begge programmer er utroligt nemme at arbejde med, så der er ingen undskyldning for ikke at komme igang!

1 comment:

Hblid said...

Hej Sara - jeg havde håbet at jeg kunne læse om din tur til Australien her - kan jeg finde dig et andet sted?